Offentlighedens første reaktion: Fra øjebæ til seværdighed (1889–1900-tallet)
Selvom tårnet var et teknisk vidunder, var der stor uenighed om dets kunstneriske værdi. Mange betragtede den som et industrielt skamplet, en fornærmelse mod byens klassiske skønhed, og kaldte den "en virkelig tragisk gadelygte," "et hullet suppositorium" og "en latterlig skorsten."
I 1887 underskrev 300 fremtrædende kunstnere og forfattere, herunder Charles Garnier, Guy de Maupassant og William Bouguereau, underskrev »Protesten mod Monsieur Eiffels tårn«, der blev offentliggjort i Le Temps, hvor de udtalte: »Vi protesterer... mod opførelsen af dette nytteløse og monstrøse Eiffeltårn... en latterlig skorsten, der knuser Notre Dame, Louvre og Triumfbuen under sin barbariske masse.”
Eiffels trods og offentlighedens holdningsskifte
Eiffel afviste den negative reaktion og sammenlignede sit tårn med de egyptiske pyramider:
»Hvorfor skulle noget, der er beundringsværdigt i Egypten, blive afskyeligt i Paris?«
På trods af den voldsomme opstandelse tiltrak tårnet 2 millioner besøgende under verdensudstillingen. Nogle kritikere gav efter; andre, som f.eks. Maupassant, spiste angiveligt middag i tårnets restaurant hver dag – fordi det var det eneste sted i Paris, hvor han ikke var nødt til at se det.
I 1918 var Eiffeltårnet blevet et nationalt symbol. Digteren Guillaume Apollinaire formede endda et krigsdigt, så det fik form som dens silhuet.
Tårnet, der engang blev betegnet som et »monstrum«, overlevede i sidste ende sine kritikere og blev til det karakteristiske symbol på Paris.
Dens arkitektur er noget, der stadig studeres i dag. Læs alt om det