Den lille danserinde på fjorten år, som Edgar Degas skabte mellem 1878 og 1881, er knap 1 m høj, men kom alligevel til at ændre retningen for den moderne billedhuggerkunst. Hendes stramme holdning, sænkede hage, voksmodellen og den ægte tutu forvandlede en balletelev fra Paris til et slående billede på disciplin, ungdom og samfundets kritiske blik. Oplevelsen på Musée d’Orsay bliver endnu mere berigende med en forudbestilt billet eller en guidet rundvisning, der sætter Degas’ balletverden i perspektiv.
Du finder det i de impressionistiske gallerier på 5. etage på Musée d’Orsay i Paris.
Adgang er inkluderet i en almindelig billet til Musée d’Orsay; der kræves ingen separat billet.
Degas’ skulptur fremstår i et helt andet lys, når man ved, hvorfor publikum i 1881 fandt den foruroligende. Billetter med fortrinsret til Musée d'Orsay med audioguide, Guidet rundvisning uden kø på Musée d'Orsay, og Orsay-museets guidede tur til impressionistiske mesterværker giver alle nyttig baggrundsviden om Degas, balletkulturen og de nærliggende impressionistiske sale.
Start et par meter bagved, så skulpturen fremstår som en enkelt lodret linje: brystet frem, armene vinklet, fødderne plantet fast og nakken strakt. Det første glimt på afstand får danserens stivhed til at virke næsten arkitektonisk, indtil man kommer tættere på ansigtet og kostumet.
Set fra siden fremhæves værkets spænding. Set fra den vinkel får hagen, der stikker frem, de tilbagetrukne skuldre og det let fremskudte bækken figuren til at virke mindre dekorativ og mere disciplineret, ja, nærmest træt.
Dette er ikke en yndefuld, idealiseret ballerina. Læg mærke til kontrasten mellem den bronzefarvede krop og de ægte kostumeelementer – tutu, bånd og balletsko – for netop denne sammenstød mellem kunstgenstanden og hverdagsmaterialerne var afgørende for skulpturens chokvirkning.
Efter skulpturen kan du fortsætte gennem de omkringliggende Degas-malerier og -pasteller i de impressionistiske gallerier. Når man ser hans dansere på papir og lærred efter skulpturen, bliver det tydeligt, hvordan han omsatte sine observationer fra øvelseslokalet til rumfang, kropsholdning og fysisk anstrengelse.
Degas skabte mange skulpturer, men Den lille danserinde på fjorten år var den eneste, han udstillede offentligt i sin levetid. Hans debut i 1881 blev et af de mest omtalte øjeblikke i hans karriere.
Modellen var Marie van Goethem, en teenage-balletelev med tilknytning til Operaen i Paris. Degas valgte ikke en idealiseret mytologisk figur, men en pige fra arbejderklassen i det moderne Paris.
Degas skabte oprindeligt værket i voks, et materiale, der normalt forbindes med eksperimenter i atelieret og ikke med færdige mesterværker. Det valg fik figuren til at virke rå, umiddelbar og foruroligende livagtig.
Han tilføjede et rigtigt korset, en tutu, et bånd, tøfler og ægte hår. Disse materialer udviskede grænsen mellem skulptur og den levende krop på en måde, som de fleste betragtere i det 19. århundrede aldrig før havde set.
Mange af de første anmeldere beskrev skulpturen i barske, ja endda grusomme vendinger, idet de betragtede danseren gennem datidens klassefordomme. Undersøgelsen afslørede, hvor hurtigt seerne bedømte de unge kvindelige kunstnere ud fra deres udseende og sociale status.
Den skulptur, man ser i Paris, er en bronzestøbning, der blev udført efter Degas’ død. Den oprindelige voksmodel overlevede i hans atelier og opbevares nu separat.
Efter Degas’ død i 1917 blev der støbt bronzeskulpturer efter den oprindelige model på Hébrard-støberiet. Disse afstøbninger bragte værket ud til store museer over hele verden og var med til at sikre dets moderne ry.
Det, der engang virkede provokerende eller upassende, anerkendes i dag som radikal moderne kunst. Den samme realisme, der stødte kritikerne i 1881, er en af grundene til, at skulpturen virker så aktuel i dag.
Degas valgte Marie van Goethem, en teenage-balletelev med tilknytning til Operaen i Paris, som forbillede for figuren. Det valg havde betydning: Han skabte ikke en allegorisk muse, men en rigtig arbejderpige, formet af uddannelse, hierarki og nøje granskning. Balletelever i Paris i slutningen af det 19. århundrede befandt sig i en ubehagelig social situation – beundret på scenen, men kritiseret uden for. Skulpturen bærer denne spænding fra starten.
Mellem omkring 1878 og 1881 formede Degas figuren i voks på et skelet og klædte den i ægte stoffer. I stedet for at polere overfladen til klassisk perfektion lod han modelleringen forblive levende og uregelmæssig. Kostumet og frisuren fik danseren til at virke næsten dokumentarisk, som om en observation var trådt ud af bogen. Det var et dristigt træk fra en kunstner, der ellers er bedst kendt for sine pasteller og malerier.
Da Degas udstillede skulpturen på den sjette impressionistudstilling i 1881, var mange kritikere snarere foruroligede end imponerede. Nogle lagde mindre vægt på værkets nyskabende karakter end på pigens ansigt, kropsholdning og tegn på social klasse og fortolkede figuren ud fra datidens bekymringer omkring moral og bylivet. Andre kunne ikke acceptere voks, stof og menneskehår som udtryksform i seriøs billedhuggerkunst. Kontroversen gjorde værket uforglemmeligt.
Degas støbte ikke skulpturen i bronze, mens han levede. Efter hans død blev den oprindelige model fundet i hans atelier, og hans arvinger gav tilladelse til, at der blev fremstillet bronzestøbninger, som bevarede formen og samtidig gjorde det lettere at udstille og studere værket. Den forvandling ændrede værkets materielle fremtoning, men sikrede samtidig dets overlevelse. Udstillingen på Musée d’Orsay er en del af denne posthume historie.
Med tiden holdt kritikere og historikere op med at bedømme skulpturen ud fra datidens sociale fordomme og begyndte i stedet at se dens formelle dristighed. I dag betragtes det som et gennembrud inden for moderne skulptur: psykologisk skarpsindigt, materielt eksperimenterende og usentimentalt i sin skildring af ungdom, arbejde og ambitioner. Det ændrede også seernes opfattelse af Degas selv og viste, at hans balletverden strakte sig langt ud over pastellfarvernes blidhed. I Paris fremstår det nu ikke længere som en kuriositet, men som et af museets centrale værker.
Edgar Degas (1834–1917) var en fransk kunstner, der regnes til impressionismen, selvom han foretrak atelieret, struktur og præcis tegnekunst frem for spontaniteten i det fri. I værket Den lille danserinde på fjorten år anvendte han den samme skarpe iagttagelsesevne, som man ser i hans balletbilleder, på skulpturen, hvor han formede en ung elev fra Operaen i Paris i voks og kombinerede den med ægte stof, bånd, tøfler og menneskehår. Værket er vokset frem af årtier med studier af øvelseslokaler, arbejdet bag kulisserne og flygtige bevægelser – temaer, der også præger Danselektionen, The Rehearsal og mange af hans pasteller af dansere i hvile. Men denne skulptur går længere end disse billeder: den giver spænding, disciplin, klasse og ungdomsårene en fysisk tyngde. Degas’ eksperimenter inden for maleri, pastell, grafisk kunst og skulptur omformede den moderne kunst ved at bevise, at hverdagens bevægelser kunne rumme en dyb psykologisk kraft, og dette værk står stadig som et af hans mest dristige udtryk inden for det 19. århundredes franske kunst.
Degas skildrede hverken en smilende scenekunstnerinde eller en triumferende kunstner. Den løftede brystkasse, de spændte arme og det let fremadbøjede hoved skaber en holdning, der virker indøvet, trænet og psykologisk på vagt.
Det, der stadig overrasker seerne, er mødet mellem den skulpturelle form og de ægte kostumer. Bronze, stof, bånd og hjemmesko skaber en visuel kontrast, der får figuren til at fremstå som både et kunstværk og et samfundsdokument.
Se på hagen, munden og det ubevægelige ansigtsudtryk. Degas undgår smigrende blødhed og tvinger én til at se danseren som et individ snarere end som et dekorativt symbol på ballet.
Det er hverken et spring eller en piruette. Degas indfanger stilheden før bevægelsen – den slags kropsholdning, der er skabt af gentagelse, træthed og korrektion – hvilket giver skulpturen en usædvanlig følelsesmæssig tyngde.
Skulpturen handler lige så meget om det 19. århundredes Paris som om dans. Hendes kostume, kropssprog og unge alder vidner om den strenge og konkurrenceprægede verden i Operaen i Paris og det sociale pres, der hviler på de unge dansere.
I stedet for polerede marmorhelte skildrede Degas en pige fra sin egen tid med ru overflader og en foruroligende realisme. Denne beslutning var med til at bane vejen for den moderne skulpturs interesse for hverdagslige motiver, ustabile materialer og psykologisk sandhed.
Nej. Det er inkluderet i entreen til Musée d’Orsay; billetter med fortrinsret til Musée d’Orsay er den nemmeste løsning til en tur på egen hånd.
På Musée d’Orsay, 1 Rue de la Légion d’Honneur, 75007 Paris, i de impressionistiske gallerier på 5. etage.
Nej. I Paris udstilles en bronzestøbning; Degas’ original var modelleret i voks og klædt i ægte stof, bånd, hjemmesko og menneskehår.
Kritikerne fandt dens realisme foruroligende. Mange reagerede også med fordomme på grund af social klasse på Degas’ uidealiserede skildring af en teenage-balletease.
Ja. Både den guidede rundvisning på Musée d'Orsay uden kø og den guidede rundvisning i Orsay-museets impressionistiske mesterværker giver en indgående forklaring fra en ekspert.
Ja, uden blitz. Stativ, selfiesticks og professionelt udstyr er ikke tilladt i udstillingslokalerne.
Kom forbi til ferniseringen eller torsdag aften. Der er mest travlt på 5. etage fra sidst på formiddagen til midt på eftermiddagen.
Ja. Museet har elevatorer, handicapvenlige toiletter og kørestole, som kan lånes mod fremvisning af legitimation.
Billetter til Orsay-museet med reserveret adgang
Kombination: Orsay-museet og billetter til sejltur på floden Seine
Kombination: Orsay-museet med lydguide + billetter til Orangerie-museet
Kombination: Rodin-museet Spring-køen-over billetter + Orsay-museet med lydguide