Degas skabte mange skulpturer, men Den lille danserinde på fjorten år var den eneste, han udstillede offentligt i sin levetid. Hans debut i 1881 blev et af de mest omtalte øjeblikke i hans karriere.
Oplev »Den lille danserinde, 14 år« af Edgar Degas i Paris – et moderne mesterværk
Kort oversigt
Den lille danserinde på fjorten år, som Edgar Degas skabte mellem 1878 og 1881, er knap 1 m høj, men kom alligevel til at ændre retningen for den moderne billedhuggerkunst. Hendes stramme holdning, sænkede hage, voksmodellen og den ægte tutu forvandlede en balletelev fra Paris til et slående billede på disciplin, ungdom og samfundets kritiske blik. Oplevelsen på Musée d’Orsay bliver endnu mere berigende med en forudbestilt billet eller en guidet rundvisning , der sætter Degas’ balletverden i sin rette sammenhæng.
- Hvor befinder det sig?: Du finder det i de impressionistiske gallerier på 5. etage i Musée d’Orsay i Paris.
- Billetter: Adgang er inkluderet i en almindelig billet til Musée d’Orsay; der kræves ingen separat billet.
- Få mere ud af dit besøg med en guide: Degas’ skulptur fremstår i et helt andet lys, når man ved, hvorfor publikum i 1881 fandt den foruroligende. Billetter med fortrinsret til Musée d’Orsay med audioguide, guidet tur med fortrinsret i Musée d'Orsay og Orsay-museet: guidet rundvisning i impressionistiske mesterværker giver alle nyttig baggrundsviden om Degas, balletkulturen og de nærliggende impressionistiske sale.
- Start med den fulde silhuet: Start et par meter bagved, så skulpturen fremstår som en enkelt lodret linje: brystet frem, armene vinklet, fødderne plantet fast og nakken strakt. Det første glimt på afstand får danserens stivhed til at virke næsten arkitektonisk, indtil man kommer tættere på ansigtet og kostumet.
- Omgiv profilen med en cirkel, hvis der er plads i galleriet: Set fra siden fremhæves værkets spænding. Set fra den vinkel får hagen, der stikker frem, de tilbagetrukne skuldre og det let fremskudte bækken figuren til at virke mindre dekorativ og mere disciplineret, ja, nærmest træt.
- Se nøje på materialerne: Dette er ikke en yndefuld, idealiseret ballerina. Læg mærke til kontrasten mellem den bronzefarvede krop og de ægte kostumeelementer – tutu, bånd og balletsko – for netop denne sammenstød mellem kunstgenstanden og hverdagsmaterialerne var afgørende for skulpturens chokvirkning.
- Vælg et mere roligt visningsvindue: 5. etage er mest travlt fra sidst på formiddagen til midt på eftermiddagen, hvor de besøgende samles omkring værker af Degas, Monet og Van Gogh. Hvis du foretrækker et mere roligt besøg, bør du komme lige ved åbningstid eller benytte museets åbningstider om torsdag aften; undgå den første søndag i måneden, hvis du gerne vil have mere plads omkring skulpturen.
- Se det sammen med nærliggende værker af Degas: Efter skulpturen kan du fortsætte gennem de omkringliggende Degas-malerier og -pasteller i de impressionistiske gallerier. Når man ser hans dansere på papir og lærred efter skulpturen, bliver det tydeligt, hvordan han omsatte sine observationer fra øvelseslokalet til rumfang, kropsholdning og fysisk anstrengelse.
Vidste du det?
Den eneste skulptur, han udstillede offentligt
Bag det stod en rigtig elev fra Operaen i Paris
Modellen var Marie van Goethem, en teenage-balletelev med tilknytning til Operaen i Paris. Degas valgte ikke en idealiseret mytologisk figur, men en pige fra arbejderklassen i det moderne Paris.
Voks kom før bronze
Degas skabte oprindeligt værket i voks, et materiale, der normalt forbindes med eksperimenter i atelieret og ikke med færdige mesterværker. Det valg fik figuren til at virke rå, umiddelbar og foruroligende livagtig.
Kostumet var en del af kunstværket
Han tilføjede et rigtigt korset, en tutu, et bånd, tøfler og ægte hår. Disse materialer udviskede grænsen mellem skulptur og den levende krop på en måde, som de fleste betragtere i det 19. århundrede aldrig før havde set.
Kritikerne så ikke en charmerende ballerina
Mange af de første anmeldere beskrev skulpturen i barske, ja endda grusomme vendinger, idet de betragtede danseren gennem datidens klassefordomme. Undersøgelsen afslørede, hvor hurtigt seerne bedømte de unge kvindelige kunstnere ud fra deres udseende og sociale status.
Udgaven fra Paris er ikke den originale voks
Den skulptur, man ser i Paris, er en bronzestøbning, der blev udført efter Degas’ død. Den oprindelige voksmodel overlevede i hans atelier og opbevares nu separat.
Dens eftermæle i bronze udbredte dens berømmelse
Efter Degas’ død i 1917 blev der støbt bronzeskulpturer efter den oprindelige model på Hébrard-støberiet. Disse afstøbninger bragte værket ud til store museer over hele verden og var med til at sikre dets moderne ry.
Betydningen har ændret sig med tiden
Det, der engang virkede provokerende eller upassende, anerkendes i dag som radikal moderne kunst. Den samme realisme, der stødte kritikerne i 1881, er en af grundene til, at skulpturen virker så aktuel i dag.
Historien bag »Den lille danserinde på fjorten år«
En ung danser i det moderne Paris
Degas valgte Marie van Goethem, en teenage-balletelev med tilknytning til Operaen i Paris, som forbillede for figuren. Det valg havde betydning: Han skabte ikke en allegorisk muse, men en rigtig arbejderpige, formet af uddannelse, hierarki og nøje granskning. Balletelever i Paris i slutningen af det 19. århundrede befandt sig i en ubehagelig social situation – beundret på scenen, men kritiseret uden for. Skulpturen bærer denne spænding fra starten.
Et eksperiment i atelieret bliver til et færdigt værk
Mellem omkring 1878 og 1881 formede Degas figuren i voks på et skelet og klædte den i ægte stoffer. I stedet for at polere overfladen til klassisk perfektion lod han modelleringen forblive levende og uregelmæssig. Kostumet og frisuren fik danseren til at virke næsten dokumentarisk, som om en observation var trådt ud af bogen. Det var et dristigt træk fra en kunstner, der ellers er bedst kendt for sine pasteller og malerier.
Skandalen i 1881
Da Degas udstillede skulpturen på den sjette impressionistudstilling i 1881, var mange kritikere snarere foruroligede end imponerede. Nogle lagde mindre vægt på værkets nyskabende karakter end på pigens ansigt, kropsholdning og tegn på social klasse og fortolkede figuren ud fra datidens bekymringer omkring moral og bylivet. Andre kunne ikke acceptere voks, stof og menneskehår som udtryksform i seriøs billedhuggerkunst. Kontroversen gjorde værket uforglemmeligt.
Fra skrøbeligt voks til museumsbronze
Degas støbte ikke skulpturen i bronze, mens han levede. Efter hans død blev den oprindelige model fundet i hans atelier, og hans arvinger gav tilladelse til, at der blev fremstillet bronzestøbninger, som bevarede formen og samtidig gjorde det lettere at udstille og studere værket. Den forvandling ændrede værkets materielle fremtoning, men sikrede samtidig dets overlevelse. Udstillingen på Musée d’Orsay er en del af denne posthume historie.
Hvem skabte »Den lille danser på fjorten«?
Edgar Degas (1834–1917) var en fransk kunstner, der regnes til impressionismen, selvom han foretrak atelieret, struktur og præcis tegnekunst frem for spontaniteten i det fri. I værket Den lille danserinde på fjorten år anvendte han den samme skarpe iagttagelsesevne, som man ser i hans balletbilleder, på skulpturen, hvor han formede en ung elev fra Operaen i Paris i voks og kombinerede den med ægte stof, bånd, tøfler og menneskehår. Værket er vokset frem af årtier med studier af øvelseslokaler, arbejdet bag kulisserne og flygtige bevægelser – temaer, der også præger Danselektionen, The Rehearsal og mange af hans pasteller af dansere i hvile. Men denne skulptur går længere end disse billeder: den giver spænding, disciplin, klasse og ungdomsårene en fysisk tyngde. Degas’ eksperimenter inden for maleri, pastell, grafisk kunst og skulptur omformede den moderne kunst ved at bevise, at hverdagens bevægelser kunne rumme en dyb psykologisk kraft, og dette værk står stadig som et af hans mest dristige udtryk inden for det 19. århundredes franske kunst.
Hvad gør »Den lille danser på fjorten år« til et mesterværk? Se selv
1/6
En usentimental holdning
Degas skildrede hverken en smilende scenekunstnerinde eller en triumferende kunstner. Den løftede brystkasse, de spændte arme og det let fremadbøjede hoved skaber en holdning, der virker indøvet, trænet og psykologisk på vagt.
Et møde mellem forskellige medier
Det, der stadig overrasker seerne, er mødet mellem den skulpturelle form og de ægte kostumer. Bronze, stof, bånd og hjemmesko skaber en visuel kontrast, der får figuren til at fremstå som både et kunstværk og et samfundsdokument.
Et ansigt uden idealisering
Se på hagen, munden og det ubevægelige ansigtsudtryk. Degas undgår smigrende blødhed og tvinger én til at se danseren som et individ snarere end som et dekorativt symbol på ballet.
Bevægelse holdt i spænding
Det er hverken et spring eller en piruette. Degas indfanger stilheden før bevægelsen – den slags kropsholdning, der er skabt af gentagelse, træthed og korrektion – hvilket giver skulpturen en usædvanlig følelsesmæssig tyngde.
Et portræt af klasse og uddannelse
Skulpturen handler lige så meget om det 19. århundredes Paris som om dans. Hendes kostume, kropssprog og unge alder vidner om den strenge og konkurrenceprægede verden i Operaen i Paris og det sociale pres, der hviler på de unge dansere.
Et moderne brud med traditionen
I stedet for polerede marmorhelte skildrede Degas en pige fra sin egen tid med ru overflader og en foruroligende realisme. Denne beslutning var med til at bane vejen for den moderne skulpturs interesse for hverdagslige motiver, ustabile materialer og psykologisk sandhed.
Ofte stillede spørgsmål om »Little Dancer Aged Fourteen«
Nej. Det er inkluderet i entreen til Musée d’Orsay; billetter med fortrinsret til Musée d’Orsay er den nemmeste løsning til en tur på egen hånd.
På Musée d’Orsay, 1 Rue de la Légion d’Honneur, 75007 Paris, i de impressionistiske gallerier på 5. etage.
Nej. I Paris udstilles en bronzestøbning; Degas’ original var modelleret i voks og klædt i ægte stof, bånd, hjemmesko og menneskehår.
Kritikerne fandt dens realisme foruroligende. Mange reagerede også med fordomme på grund af social klasse på Degas’ uidealiserede skildring af en teenage-balletease.
Ja. Både den guidede rundvisning på Musée d'Orsay uden kø og den guidede rundvisning i Orsay-museets impressionistiske mesterværker giver en indgående forklaring fra en ekspert.
Ja, uden blitz. Stativ, selfiesticks og professionelt udstyr er ikke tilladt i udstillingslokalerne.
Kom forbi til ferniseringen eller torsdag aften. Der er mest travlt på 5. etage fra sidst på formiddagen til midt på eftermiddagen.
Ja. Museet har elevatorer, handicapvenlige toiletter og kørestole, som kan lånes mod fremvisning af legitimation.
Mere læsemateriale
Guide og besøgsoplysninger til Musée d’Orsay
Edgar Degas: liv, værker og arv
