I slutningen af det 18. århundrede stod Paris over for en alvorlig krise - de overfyldte kirkegårde udgjorde en betydelig sundhedsrisiko for byens indbyggere. For at løse problemet begyndte myndighederne at overføre menneskelige rester til forladte kalkstensbrud under byen. Således blev katakomberne i Paris født, et benhus, hvor væggene er beklædt med sirligt arrangerede kranier og knogler.
Denne historiske nødvendighed skabte en underjordisk nekropol, men den foruroligende atmosfære og den store mængde menneskelige rester har givet anledning til fortællinger om rastløse ånder og spøgelsesfænomener.